Paskontrol kan måske give kaos i Dover
I denne uge blev det meddelt, at der fra den 8. april bliver indført paskontrol af alle, der forlader britiske færgehavne. Denne meddelelse har medført en del negative reaktioner i medierne, hvor man forudsiger rejsekaos i Dover som følge af paskontrollen. DFDS vurderer, at problemet overdrives.
“Der har været nogle ganske dramatiske historier i medierne, hvor der advares om store forsinkelser på vejen til Dover i kølvandet på de nye udrejsekontroller, som træder i kraft den 8. april i år. Vi vil godt forsikre alle vores passagerer og fragtkunder om, at vi allerede har disse kontroller på plads for biler og fragttrafik”, siger Senior Vice President i DFDS Seaways, Carsten Jensen.
DFDS forventer ikke, at det vil få stor betydning for den tid, det vil tage kunderne at komme til havnen i Dover. Der er altid travlt i højsæsonen om sommeren, og man råder bare kunderne til at møde frem senest en time før afgang.
“Vi vil blive ved med at holde øje med situationen og arbejde sammen med havnemyndighederne for at sikre, at alle vores kunder, der rejser på vores ruter mellem Dover og Frankrig, får så gnidningsløs en køretur til havnen som muligt”, siger Carsten Jensen.
Kilde: DFDS