Industriel pendant til Danish Maritime Forum
Danske Maritime arrangerer i samarbejde med foreningens medlemmer et nyt to-dages industrielt topmøde - Danish Maritime Technology Conference. Topmødet foregår sideløbende med Danish Maritime Forum, dvs. den 7. og torsdag den 8. oktober.
Tanken er, at topchefer og tekniske chefer fra værfter og den øvrige maritime industri fra hele verden kan drøfte teknologiske muligheder og særlige udfordringer for ’first movers’ i den maritime industri.
Målgruppen er den danske maritime industris internationale kunder, altså tekniske topchefer eller CEO’s med interesse i ny teknologi eller nye løsninger.
Danske Maritime har taget initiativ til konferencen og arrangerer den i samarbejde med Danish Marine Group (Eksportforeningen).
Konferencen skal falde i fire dele: to formiddagssessioner og to eftermiddagssessioner. Temaerne for de fire sessioner er endnu ikke helt fastlagt, men der sigtes efter følgende:
• Meeting the transportation infrastructure needs of the future • Leveraging new technologies and innovation • Sustainable growth • Maritime growth areas of the future
I tilknytning til sessionerne under konferencen vil der blive arrangeret såkaldte Business-to-Business-møder (B2B-møder), hvor danske martime virksomheder individuelt kan møde deres internationale kunder og samarbejdspartnere. Inspirationen til Business-to-Business-møderne stammer fra de sessioner, som Danish Marine Group i samarbejde med Eksportrådet afholdt under Danish Maritime Days 2014.
Det er endnu ikke fastlagt, om disse møder afholdes umiddelbart efter hver session, eller om der vil ske en samlet afvikling af Business-to-Business-møderne på konferencens sidste dag.
Konferencens enkelte sessioner forventes at have op til 100 deltagere, og det vil dermed være muligt at deltage i enkelte dele eller hele konference, alt efter ønske. Danske Maritime og Danish Marine Group står hver for hovedparten af invitationerne. Derudover er det tanken, at hver medlemsvirksomhed står for at invitere ti udenlandske deltagere.
Kilde: Danske Maritime