Hirtshals Havn opgraderer Færgeleje 2
Søndag den 22. marts klokken 13.00 blev den sidste bolt spændt, efter at to nye fendere på hver 13 tons var monteret i Færgeleje 2 hen over weekenden. Efter en længere planlægningsperiode og tilrettelæggelse af montageopgaven blev de to nye fendere, monteret i løbet af et kort tidsrum.
”Efter at vi startede planlægningen af den nye affendring i slutningen af 2014, kulminerede arbejdet her i weekenden med en intens proces, hvor fenderne blev monteret. Med to stålkonstruktioner af den størrelse, er det en speciel opgave at gennemføre montagen, så der ikke bliver gået på kompromis med sikkerheden, samtidig med at tidsplanen holdes. Vi skulle have monteret de to fendere, mens M/S SuperSpeed 2 var på et kortvarigt dokophold, og arbejdet blev gennemført efter planen”, siger teknisk chef ved Hirtshals Havn, Peter Ydesen.
Opgaven blev holdt inden for tidsplanen, selv om montageperioden var præget af vind i løbet af lørdagen. Færgelejet var klar til SuperSpeed 2’s anløb kun 24 timer efter, at sidste bolt var spændt, og det var derfor ikke nødvendigt at udnytte den indlagte sikkerhedsmargin.
De nye fendere er leveret af tyske Fenderteam, og montagen er foretaget af HMU Hirtshals.
Kilde: Hirtshals Havn