MF Samsø snart i drift igen
Orskov Yard i Frederikshavn har travlt med at udbedre skaderne på færgen MF Samsø efter, at den i onsdags sejlede ind i reservelejet i Sælvig. Nu forventer rederiet at kunne sætte færgen i drift igen senest på lørdag den 28. marts med afgang kl. 8.15 fra Sælvig.
Værftet arbejder med 8-mandshold i 12 timers skift, og de bliver muligvis færdige så tidligt, at færgen kan indsættes på ruten allerede om fredagen.
Rederiet er ved at finde ud af, hvorfor uheldet skete. Det gør rederiet ved at trække data ud fra logningsenheden i skibet, og disse data bliver overgivet til havarikommissionen. Fokus er på skibets styresystem, og hvordan det er blevet betjent.
Det forlyder fra Samsø Rederi, at MF Samsø først bliver sat i drift igen, når rederiet ved, hvordan man skal undgå lignende uheld.
”Vi begynder med at finde årsagen til uheldet, og derefter ændrer vi vores procedurer og/eller systemer. Dette arbejde sker i samarbejde med Søfartsstyrelsen, som bliver forelagt vores ændringer. Når dette er på plads, melder vi ud, hvad der er sket, og hvad vi har gjort for, at det ikke sker igen”, skriver rederiet.
Kilde: Samsø Rederi