Embedsmænd hindrede færgeforslag
En arbejdsgruppe, der var nedsat under Økonomi- og Indenrigsministeriet, skulle have kommet med forslag til finansiering, der kunne føre til nedsættelse af taksterne på de danske øfærger. Gruppen opgav dog arbejdet, da embedsmænd erklærede, at der ikke var penge nok.
”Vi fik at vide af embedsmænd fra økonomi- og Indenrigsministeriet, at der ikke var ledige penge udover 48 millioner, som er tilbage fra arbejdet med at sætte godstaksterne ned. Det betyder, at der ville være behov for friske penge. Det må være en politisk opgave”, siger transportdirektør på Ærø Keld Møller, der sad i arbejdsgruppen.
Gruppens opgave gik på, at finde penge, så færgetaksterne svarede til prisen for landevejstransport pr. kilometer. Opgaven blev ikke løst, da gruppen ikke kunne se, hvor pengene skulle komme fra, efter at embedsmænd, der deltog i arbejdet erklærede, at der kun var 48 af de i alt 281 millioner, der var nødvendige, til rådighed.
”Selvfølgelig er der penge at tage af. Der er et kæmpe driftsbudget i Transportministeriet, så pengene skal komme derfra. Men det er bekymrende, at embedsmændene sidder og påstår overfor resten af gruppen, at det ikke kan lade sig gøre, siger Mette Dencker, DF, der har kaldt økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard til samråd om sagen, til fyens.dk.
Tre af arbejdsgruppens 10 medlemmer, er uenige i Mette Denckers kritik. Arbejdsgruppen bestod af embedsmænd fra tre ministerier og repræsentanter fra øerne samt Kommunernes Landsforening.
Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther, der var med i arbejdsgruppen, mener heller ikke det var muligt at komme med finansieringsforslag, da der tilsyneladende ikke var midler til rådighed.
”Det er rigtigt, at vi ikke har løst den del af opgaven. Ingen i gruppen har særlige økonomiske kompetencer. Men foreløbig er der 48 millioner kroner til overs fra vækstpakken, så det burde være en enkel sag at finde resten på den næste finanslov”, siger Dorthe Winther til DR/Sjælland.
Kilde: fyens.dk og DR/Sjælland