Tall Ships Races i Aalborg sætter rekord
Antallet af de foreløbige tilmeldinger til The Tall Ships Races 2015 tyder på, at begivenheden, der for fjerdegang finder sted i Aalborg i begyndelsen af august, vil sætte ny rekord. Den tidligere rekord er fra 2010, hvor 85 store og små skoleskibe fra hele verden besøgte Aalborg.
I år ventes det, at over 90 skibe med over 3.000 søfartsstuderende og besætningsmedlemmer vil anløbe Aalborg Havn. Begivenheden forventes at tiltrække over 750.000 gæster og tilskuere i løbet af de fire dage fra lørdag den 1. august til og med tirsdag den 4. august 2015.
The Tall Ships Races er i dag verdens største, årligt tilbagevendende kapsejlads for skole- og øvelsesskibe og arrangeres i forskellige havnebyer rundt om i Europa. The Tall Ships Races 2015 begynder i Belfast den 2. juli. Herfra går turen til Ålesund, videre til Kristiansand, og så ankommer skibene i Aalborg fredag den 31. juli.
Skibene er fra cirka ni til næsten 115 meter lange med det russiske Kruzenstern fra 1926 som det største. Kruzenstern er godkendt til et samlet mandskab på 267 elever og besætningsmedlemmer. Skibet har siden 1991 tilhørt Baltic State Academy Kaliningrad, som overtog det fra den russiske flåde.
Havneområdet på begge sider af Limfjorden bliver forvandlet til en smuk festplads med boder, koncerter, aktivitetsområder og underholdning for både store og små.
”Vi gentager succesen fra 2010 med en éntre-fri musikfestival alle fire dage, der byder på store danske navne. Vi sætter scener op på begge sider af fjorden med musik for enhver smag. Jeg vil også anbefale folk at sætte et kryds i kalenderen 3. august kl. 23, hvor de kan komme ned på havnefronten og opleve et kæmpemæssigt fyrværkerishow. Dagen efter sejler skibene ud af Limfjorden i ”Parade of Sail,” som også er et meget imponerende syn”, siger Søren Thorst, der er projektleder for The Tall Ships Races i Aalborg.
Knap 300 frivillige forventes at hjælpe til i år med alt fra servicering af skibene, betjening af InfoPoints til salg af billetter til shuttle-både.
Da Kruzenstern under Tall Ships Race 2014 gæstede Esbjerg var Kruzenstern involveret i
et uheld, da den mindre slæbebåd Dive Master kæntrede og sank efter at have ramt siden af det russiske skib.
Læs mere om den hændelse HER
Kilde: tsr15.dk