SOK: Promillegrænser skal gælde alle
Søværnets Operative Kommando opfordrer nu til at stramme loven, så alle sejlere omfattes at promillegrænsen for spritsejlads. Det sker efter at en marinekutter måtte undsætte tre fulde fritidssejlere, som var gået på grund.
Alle sejlere bør omfattes af den promillegrænse, der i dag kun gælder større både, speedbåde og vandscootere. Det mener Søværnets Operative Kommando ifølge Horsens Folkeblad.
SOK vil tage sagen op med Rigspolitiet på baggrund af en redningsaktion i Horsens Fjord, hvor en marinekutter måtte undsætte tre fulde fritidssejlere, som var gået på grund.
Til havs gælder der en promillegrænse på 0,5 ligesom på landevejen. Dog er mindre sejlbåde og langsomtgående motorbåde under 15 meter undtaget.
Meldingen fra SOK kommer efter en episode sidste søndag, hvor tre berusede lystsejlere slap godt fra at have foranlediget en redningsaktion, fordi reglerne ikke gav politiet mulighed for at rejse sag.
Kilde fyens.dk