Speditører advarer mod 2M-alliancen
Den europæiske sammenslutning af speditører, ESC, advarer om, at 2M-alliancen bestående af Maersk Line og MSC, ikke skal ses som en nedjustering i forhold til den kuldsejlede P3-alliance. Tværtimod vil 2M, bestående af de to største containerrederier, blive en totalt dominerende aktør på markedet, mener ESC.
”Sammenslutningen af de to første rederier vil skabe en enorm aktør, som vil have en sådan magtposition, at de kan skævvride markedet for at opnå prisforøgelser”, skriver ESC i en meddelelse underskrevet af formanden Denis Chourmert.
”Det at tillade disse to operatører at diskutere og nå til enighed om nogle kerneparametre i deres services kan føre til en forværring i konkurrencemiljøet. Faktisk vil det føre til en nedgang i antallet af direkte anløb, en nedgang i servicekvaliteten og helt sikkert en prisforøgelse”, skriver ESC videre.
ESC hæfter sig blandt andet ved, at de to parter kan diskutere og nå til enighed om fordelingen af terminalomkostninger.
Formålet med alliancen er at opnå effektiviseringer, men ESC ser gerne, at i hvert fald nogle af disse omkostningseffektiviseringer bliver overført til kunderne. Maersk Line forventer at spare cirka to milliarder kroner om året i omkostningseffektiviseringer på grund af skibsdelingsaftalen, der omfatter 185 skibe med en samlet kapacitet på 2,1 millioner TEU på 21 ruter.
Kilde: Lloyd’s Loading List