Seago Line ramt af Ruslands sanktioner
Mærsk-rederiet Seago Line har, på grund af de russiske sanktioner mod blandt andet EU været tvunget til at tilbageholde omkring 50 containere med landbrugsvarer bestemt for russiske havne, og omdirigere dem til andre havne. Det skriver dagbladet Børsen.
”Så ja, vi bliver ramt af sanktionerne og følger naturligvis udviklingen nøje. Vi har afgjort satset på at styrke vores netværk til russiske havne, så det er hævet over enhver tvivl, at hvis samhandlen mellem EU-landene og Rusland bliver begrænset, er det naturligvis også noget, som vil påvirke os”, siger adm. direktør Jakob Bomholt til Børsen.
Seago Line blev for tre år siden oprettet som en selvstændigt enhed for at styrke Maersk Lines fokus på de kortere ruter mellem nordafrikanske, europæiske og russiske havne.
Man har fra starten gået målrettet efter at styrke rutenetværket til det voksende russiske marked.
I januar måned oprettede selskabet en direkte forbindelse mellem Storbritannien, Rusland og Finland via havnene South Shields i England, tyske Bremerhaven, St. Petersborg i Rusland og finske Rauma. Kun det finske rederi Containerships OY opererer også på denne rute.
Jakob Bomholt pointerer dog overfor Børsen, at kun 0,5 procent af Seago Lines samlede volumener rammes af sanktionerne og at ændring i handelsmønstrene måske kan vise sig at være en fordel for rederiet, da Rusland i stedet kan blive nødt til at importere frugt og grøntsager fra lande ved Middelhavet, som ikke er medlem af EU som Tyrkiet, Israel samt en række nordafrikanske lande.
A.P. Møller-Mærsk, vil ifølge CEO Nils Smedegaard Andersen ikke blive hårdt ramt af den spændte politiske situation mellem EU og Rusland, der er årsag til sanktionerne, da kun mellem 2 og 3 procent af koncernens samlede omsætning skabes i Rusland.
”Som situationen ser ud i øjeblikket, er vi fortrøstningsfulde. Det er en situation, som virksomheden sagtens kan klare," sagde Nils Smedegaard Andersen ved præsentationen af halvårsregnskabet i tirsdags.
Kilde: Børsen