Syriens kemiske våben destrueret
USA Marine Administration (MARAD) er færdig med at destruere de kemiske våben der er blevet bragt ud af Syrien af blandt andet det danske skib Ark Futura. Våben og kemiske stoffer er ødelagt på det 22.735 DWT ro-ro skib Cape Ray.
USA's forsvarsminister Chuck Hagel har mødtes med Cape Rays kaptajn Rich Dromerhauser for at lykønske ham for at have gennemført missionen. Hagel roste også skibets besætning for at gennemføre operationen på en meget professionel måde, med streng overholdelse af sikkerheden og uden påvirkning af omgivelserne.
Operation RECSYR med at få stofferne ud af Syrien blev ledet fra de danske flådeskibe fregatten Peter Willemoes og støtteskibet Esbern Snare, der på skift fungerede som kommandoskib i operation, der blev afsluttet søndag den 20. juli. Det danske DFDS – skib Ark Futura var med til at sejle de kemiske stoffer ud af Syrien og bringe dem ombord på Cape Ray.
Flådestyrken, der var under overordnet ledelse af Chefen for Søværnets Operative Kommando, afhentede de første containere med kemiske stoffer den 7. januar i havnebyen Latakia, Syrien. Herefter fulgte yderligere 19 afhentninger, hvoraf den sidste skete den 23. juni. I alt blev der afhentet 181 containere med diverse kemiske stoffer.
Den maritime operation blev gennemført af en flådestyrke bestående af krigsskibe og civile handelsskibe fra henholdsvis Danmark og Norge som var klar ud for Syrien den 19. december sidste år, og sidenhen bidrog Storbritannien også med et eskortefartøj.
Ud over skibene bestod styrken af specialister fra flere andre nationer samt danske bidrag fra Hæren, Flyvevåbnet, Beredskabsstyrelsen og SKAT. I forbindelse med operationen bidrog også russiske, kinesiske og syriske krigsskibe til sikkerheden i syrisk territorialfarvand.
Kilde: TradeWinds/Redaktionen