Maersk-rig venter på bedre vejr
Maersk Drillings borerig, Maersk Gallant, der er en af verdens største borerigge, ligger klar til at blive bugseret ud fra Fayard ved Lindø Industripark efter sit fem-årige eftersyn, der startede i maj måned. Vejret har desværre hidtil sat en stopper for afsejlingen.
”Der kom simpelthen ikke det vejrvindue, vi havde håbet på”, siger Helene Aagard, senior communication partner hos Mærsk til fyens.dk.
Der var håb om, at boreriggen allerede lørdag i sidste uge kunne forlade værftet, men det i øjeblikket ustabile vejr med meget vekslende vind – og vejrforhold har udskudt bugseringen ud gennem Gabet fra Odense fjord.
Arbejdet med boreriggen er blevet forsinket. Oprindeligt var planen, at Mærsk Gallant skulle være klar til at forlade Fayards afdeling i Lindø den 20. juli.
Kilde: fyens.dk