Maersk Oil underskud på 1,1 mia dollar
Maersk Oil kom ud af første halvår med et underskud på 1,1 milliarder dollar, mod et overskud på 596 millioner dollar for 1. Halvår 2013. Underskuddet i 2. kvartal blev på 1,4 mia. dollar – udløst af en nedskrivning af værdien af de brasilianske aktiver på 1,7 milliarder dollar.
Men ser man bort fra denne nedskrivning, er det såmænd gået meget godt i perioden. Nettoomsætningen voksede i første halvår seks procent til 4,7 milliarder dollar, mens driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) voksede 5,7 procent til 2,98 milliarder dollar. I andet kvartal voksede nettoomsætningen 10 procent til 2,3 milliarder dollar, mens driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) voksede 14 procent til 1,4 milliarder dollar.
Fremgangen skyldes en højere oliepris, øget produktion og lavere efterforskningsomkostninger. Generelt har Maersk Oil haft god fremgang i alle større udviklingsprojekter, men i Brasilien har efterforskningsresultaterne været skuffende, og Maersk Oil har derfor frasolgt sin del af ejerskabet af Polvo-feltet.
Kilde: A.P. Møller - Mærsk