Tørlast giver fremgang hos J. Lauritzen
Forbedringer på tørlastmarkedet har givet fremgang hos rederiet J. Lauritzen i årets første halvdel, viser rederiets netop fremlagte regnskab for første halvår 2014. Det primære driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) blev 74,8 millioner dollar, hvilket er en forbedring på 49,3 millioner dollar i forhold til samme periode i 2013.
”Det skyldes primært lidt bedre betingelser for arbitrage i tørlast, og som tidligere oplyst salg af et modpartskrav. Tørlastmarkedet er fortsat i en vanskelig periode, men vi forventer en bedre balance i løbet af andet halvår, om end vi er forsigtige i vor optimisme”, siger Jan Kastrup-Nielsen, adm. direktør i J. Lauritzen.
Nettoresultatet for første halvår var et overskud på 29 millioner dollar, hvilket skal sammenlignes med et underskud på 262 millioner dollar i første halvår 2013. Det store underskud sidste år skyldtes dog tab ved salg af aktiver samt nedskrivninger.
J. Lauritzen mener, at markedsforholdene i første halvår generelt har været udfordrende, og specielt i andet kvartal udviklede tørlastmarkedet sig svagere end forventet.
I perioden har J. Lauritzen desuden været med til at stifte alliancen Trident, som er en koalition med fælles interesser i robust og transparent håndhævelse af regler vedrørende svovlindhold i brændstof til skibe.
Rederiet forventer for hele året et primært driftsresultat før afskrivninger mellem 65 og 80 millioner dollar fra fortsættende aktiviteter, hvilket er lidt lavere end de tidligere oplyste 80-100 millioner dollar, mens nettoresultatet ventes at blive mellem 5 og 20 millioner dollar mod tidligere 15-40 millioner dollar.
Kilde: J. Lauritzen