Faldende overskud hos Tallink
Den estiske færgeoperatør Tallink fik i årets andet kvartal et overskud på 6,1 millioner euro, hvilket er mindre end i andet kvartal 2013, hvor Tallink opnåede et overskud på 9,3 millioner euro. Ifølge selskabet selv havde man forventet en forbedring i forhold til sidste år, men det skete altså ikke.
”Den ustabile makroøkonomiske situation i Europa har haft en negativ indflydelse på selskabets drift. I de første seks måneder af året har der været observeret en mærkbar nedgang i antal passagerer fra det russiske marked”, skriver selskabet i en meddelelse.
Nettoomsætningen var på 246,5 millioner euro, hvilket er 2,6 millioner euro mindre end sidste år.
Antal transporterede lastbiler og trailere faldt med en procent, mens antal personbiler voksede med 0,7 procent i forhold til samme periode sidste år.
Tallink får som andre rederier i Østersøområdet endvidere de skærpede svovlkrav at slås med fra årsskiftet. Tallink, der i alt har en flåde på 18 skibe, gransker derfor alle ruter og skibe meget nøje med det formål at forbedre lønsomheden og effektiviteten.
Kilde: TradeWinds