Marin Teknikk designer nye Maersk-skibe
Maersk Supply Service har bestilt fire subsea supportskibe hos det kinesiske værft Cosco (Dalian), men selve designet af skibene står norske Marin Teknikk for. Skibene bliver af designet MT6027, de bliver 138 meter lange, 27 meter brede og får en dødvægt på 8.000 ton.
”Marin Teknikk er meget glade for at underskrive denne aftale. Det er et projekt, som vi har arbejdet med i lang tid og som klart bekræfter vores position som en af de førende designere af avancerede subsea support-skibe. Vi har på det seneste designet adskillige skibe i denne kategori, de seneste til Olympic Shipping og Rem Offshore”, lyder det i en meddelelse fra Marin Teknikk.
Aftalen betyder også, at mange norske og europæiske underleverandører vil blive involveret i byggeriet af skibet.
Aftalen betyder for Marin Teknikk, at de er sikret masser af arbejde indtil 2016. Marin Teknikks hovedkontor ligger i Herøy, Sunnmøre i Norge, og der er cirka 60 ansatte. Derudover har Marin Teknikk kontorer i Szczecin og Gdansk i Polen med cirka 40 ingeniører ansat.
Skibene bliver designet til at arbejde på 3.000 meters vanddybde og bliver udstyret med en 400 ton AHC-kran. Der vil være 1.925 kvadratmeter frit dæksareal, og der vil være mulighed for indkvartering af 120 personer ombord.
Kilde: Marin Teknikk