G6 flytter skibe fra Rotterdam til Antwerpen
Trængslen i Rotterdam Havn, som ventes at vare ved ind i september måned, har fået G6-alliancen til at flytte yderligere tre skibe på Europa-Asien Loop 4 tjenesten fra Rotterdam til Antwerpen. Det drejer sig om OOCL Brussels, MOL Quality og NYK Helios, som skal anløbe Antwerpen Havns Deurganck-terminal.
Skibene skal anløbe Antwerpen hhv. den 9., 16. og 23. september. I sidste måned blev G6-alliancen nødt til at flytte fire ugentlige services fra Rotterdam, og den ændring gælder fra midten af august til starten af september.
Samtidig har flere feederoperatører indført tillægsafgifter for containere i Rotterdam Havn, da de oplever, at det tager usædvanligt lang tid at laste og losse. Rotterdam Havn har lanceret en række tiltag for at komme trængslen til livs.
Kilde: Lloyd’s Loading List