Meyer Werft overtager STX Finland
Det tyske værft Meyer Werft, som er kendt for at bygge krydstogtskibe, har indgået en aftale med den finske regering. Aftalen betyder, at Meyer Werft køber 70 procent af aktierne i STX Finland, som også er specialiseret i byggeri af krydstogtskibe, fra den nuværende ejer STX Europe.
”Dette opkøb vil styrke værfterne i Papenburg, Turku og Rostock. Ved at gå sammen med Turku kan vi tilbyde vores kunder større fleksibilitet. Desuden respekterer begge skibsværfter hinanden for deres høje grad af professionalisme og kan derfor lære meget af hinanden for at forbedre arbejdsprocesserne eller ved at slutte sig sammen inden for forskning og udvikling”, siger Dr. Jan Meyer, partner i Meyer Werft, og tilføjer:
”Vi er overbeviste om, at på denne måde kan vi skabe en god mulighed for den finske maritime klynge for at trives, og vi håber, at mange unge mennesker vil være interesserede i at slutte sig til os for at bygge fremtidens højteknologiske skibe”.
For øjeblikket er 1.300 medarbejdere i Turku og et specialiseret leverandørnetværk involveret i byggeriet af krydstogtskibet Mein Schiff 4, som skal leveres til det tyske krydstogtrederi TUI Cruises fra Hamburg. Desuden har TUI Cruises lige meddelt, at to andre skibe i samme klasse skal bygges i Turku, Finland.
Købsaftalen mangler stadig at blive godkendt af diverse konkurrencemyndigheder. Planen er, at det nye selskab i stedet for STX Finland Oy skal hedde Meyer Turku Shipyard Oy.
Kilde: Meyer Werft