Krav om sejltid giver problemer
De fleste søfolk får deres sejltid i skibe, der ikke opfylder sejltidskravene, siger forstander for Skagen Skipperskole, Anders Chr. Toft Andersen, der mener, at sejltidskravene giver lige så store begrænsninger som kvoterne. Han er dog glad for den større kvote af nye studerende, som primært kommer maskinmesteruddannelsen til gode.
”Det kan være vanskeligt at få lov til at gå på skole grundet manglende sejltid i de rette skibe. I og med, at mange kommer med deres sejltid fra de mange specialskibe, har de ofte ikke sejltid i skibe, der er store nok, eller har forkert sejladsområde til at kunne komme på skole”, siger Anders Chr. Toft Andersen og tilføjer:
”Jeg mener, det er et stort problem for erhvervet, hvis vi ikke tilpasser optagelseskravene til de faktiske forhold. Forstået på den måde, at hvis langt de fleste søfolk får deres sejltid i skibe, der af en eller anden grund ikke opfylder sejltidskravene, så må vi løse det problem, for ellers kan de søfolk, som netop er de rette til arbejdet i specialskibene, ikke komme på skole”.
Anders Chr. Toft Andersen understreger dog, at det er godt for erhvervet, at der nu bliver mulighed for at uddanne nogle flere. Udover, at der er mange nye job i specialskibene, er der også et generationsskifte, som er et problem.
Kilde: Søfartens Ledere