Skorpion skabte panik på MS Bergensfjord
En otte-årig dreng blev efter al sandsynlighed stukket af en skorpion ombord på Fjord Line-færgen MS Bergensfjord. Nu vil personalet prøve at finde dyret, men let bliver det ikke, for den kan gemme sig bag væggene.
Drengen var sammen med sin familie passager på færgen, der var på vej fra Hirtshals til Langesund i Norge. Drengen blev stukket, da færgen kun var nået få hundrede meter væk fra Hirtshals Havn, så man besluttede at vende om, så drengen kunne blive kørt væk i ambulance fra havnen i Hirtshals.
Man er ikke helt sikker på, at det var en skorpion, som stak, men at dømme ud fra andre passagerers beskrivelser af dyret, er konklusionen, at det efter al sandsynlighed var en europæisk skorpion.
Det er i øvrigt mindre end et halvt år siden, at Fjord Line indsatte den helt nye cruisefærge MS Bergensfjord på ruten. Den regnes sammen med søsterskibet MS Stavangerfjord for at være blandt de meste miljøvenlige færger, hvilket blandt andet skyldes, at skibets fire motorer udelukkende kører på flydende naturgas.
Kilde: Politiken