Fem redningsfolk dræbt i helikopterstyrt
Sewolkatastrofen har krævet fem nye ofre. En helikopter med redningsarbejdere, der havde ledt efter omkomne i den sunkne koreanske færge, styrtede i går ned i den sydkoreanske by Gwangju. Fem omkom ved styrtet og en sjette blev kvæstet.
Helikopteren var lastet med brandmandskab, der var på vej tilbage til deres base efter at have tilbragt de sidste fire dage i forsøget på at finde de resterende Sewol passagerer, da helikopteren styrtede ned i en gade i nærheden af et lejlighedskompleks, ifølge BBC.
Alle fem passagerer om bord på helikopteren døde, mens en forbipasserende skoleelev blev såret af flyvende metalstykker. Det er dog ikke de første, der dør i forbindelse med eftersøgningen af omkomne efter forliset. Fire dykkere er også omkommet under rednings arbejde i vraget.
Vidner til torsdagens ulykke sagde, at de så helikopteren bryde i brand før den med næsen først styrtede ned i gaden ifølge Yonhap News Agency.
Styrtet kommer næsten tre måneder efter, Sydkoreas største maritime katastrofe, hvor færgen Sewol sank med 496 personer ombord, kun 172 blev reddet. Der er hidtil fundet 294 omkomne efter forliset, den seneste i går. Der savnes stadig ti personer.
Kilde: Yonhap News Agency