DONG sælger halvdelen af Gode Wind 2
DONG Energy har i dag underskrevet aftale om at sælge halvdelen af det tyske havmølleprojekt Gode Wind 2 på 252 MW til et konsortium af danske pensionsinvestorer, PKA, Industriens Pension, Lærernes Pension og Lægernes Pensionskasse, det gør over 840.000 pensionsopsparere til medejere.
”Vi er meget glade for at kunne indgå et havmøllepartnerskab med PKA for anden gang og samtidig byde andre danske pensionsinvestorer, som vi ikke har samarbejdet med tidligere, velkommen som medejere på Gode Wind 2”, siger Samuel Leupold, EVP i DONG Energy Wind Power.
Den samlede salgspris er cirka 4,5 milliarder kroner, der vil blive betalt i løbet af perioden 2014 til 2016. PKA overtager ved gennemførelsen af transaktionen 24,75 procent af Gode Wind 2, mens Industriens Pension overtager 10,5 procent, Lærernes Pension 8,75 procent og Lægernes Pensionskasse 6 procent.
Opførelsen af Gode Wind 2 forventes påbegyndt i 2015 og denne samt naboparken Gode Wind 1 forventes i fuld drift i løbet af 2016.
Parterne har aftalt, at DONG Energy, skal levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til Gode Wind 2 fra DONG Energys drifts- og vedligeholdelsesbase i Norddeich. Parterne har endvidere indgået aftale om, at DONG Energy vil have ansvaret for at sælge den producerede elektricitet fra Gode Wind 2.
De fire pensionsselskaber er alle godt tilfredse med aftalen, der skaffer deres kunder et fornuftigt stabilt afkast, er med til at sikre danske arbejdspladser og samtidig er en miljørigteg investering.
Transaktionen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Den forventes gennemført i andet halvår af 2014.
Gode Wind 2 vindmølleparken på i alt 252 MW vil kunne levere CO2-fri strøm svarende til det årlige elforbrug for mere end 260.000 husstande. Havmølleparken vil blive opført i den tyske del af Nordsøen, cirka 45 km ud for Tysklands nordvestlige kyst. DONG Energy offentliggjorde den endelige investeringsbeslutning for Gode Wind 2 sammen med naboparken Gode Wind 1 i november 2013.
Kilde: DONG Energy