Maritime topledere mødes i København
Den 26.-28. juni mødes topledere inden for den maritime industri fra hele Europa ved SEA Europe’s årlige general assembly i København. SEA Europe er den europæiske brancheorganisation for den maritime industri (skibsværfter og leverandører), og organisationens general assembly afholdes i år København, hvor Danske Maritime er arrangør og vært.
”Den europæiske maritime udstyrsindustri er markedsledende med en markedsandel på 43 procent og en produktionsværdi på mere end 61,8 milliarder euro. Den europæiske maritime industri har en stærk position på markedet”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime, og tilføjer:
”Den danske maritime industri har en særlig styrkeposition på det globale marked, idet vi tilbyder nogle af verdens mest højteknologiske samt klima- og miljøvenlige maritime løsninger. Ved at samles i København får vi mulighed for at drøfte de udfordringer, som den maritime industri står overfor”.
De maritime topledere skal diskutere politiske emner og problemstillinger for den europæiske maritime industri. Det vil blandt andet blive diskuteret, hvordan branchen kan medvirke til at sikre bedre rammebetingelser for innovative maritime virksomheder og en ordentlig håndhævelse af reglerne. Samtidig vil branchen diskutere forventningerne til fremtidens marked og vilkår for den europæiske industri.
SEA Europe har medlemmer i 18 lande og repræsenterer alle interessenter inden for den maritime industri lige fra producenter af store krydstogtskibe til den mindste reservedel på et skib.
Kilde: Danske Maritime