Damen Shiprepair lukker i Göteborg
Damen Shiprepair i Göteborg har i længere tid givet underskud og haft for få opgaver og bliver derfor nu afviklet. Den hårde internationale konkurrence blandt reparationsværfterne i Østersøen får skylden. 50 medarbejdere står nu uden job.
”Den deprimerende situation for den skandinaviske søfartsindustri og det øgede antal baltiske reparationsværfter og den svenske krones kurs i forhold til andre valutaer er noget af årsagen til, at vi på kontrolleret vis nedlægger værftet”, skriver Damen Shiprepair i en meddelelse.
Værftet har haft svært ved at klare sig i forhold til blandt andet konkurrenterne Öresundsvarvet og Fayard i Danmark. Men også polske værfter er med i kapløbet om opgaverne og er med til at presse priserne.
Ledelsen på værftet med adm. direktør Monica Svenner i spidsen har i de seneste måneder arbejdet hårdt på at fortsætte virksomheden, men bestræbelserne har ikke været nok.
I efteråret sagde Monica Svenner til Sjöfartstidningen: ”Det her er tredje år i træk, at vi går ud med tab, og nu går det ikke længere. Ejerne er gået ind med mere end 10 mio. kr. årligt de seneste to år og troet, at det ville vende, men det gjorde det ikke. Markedet er meget svagt, og vores kunder har det meget hårdt”.
Værftet i Göteborg blev i 2000 overtaget af hollandske Damen Group. Værftet har to flydedokker og fire kajer. Den største flydedok kan klare skibe på op til 75.000 dwt.
Kilde: Sjöfartstidningen