Arktis rummer muligheder for Nordjylland
Nye sejlruter til Arktis og isfrie farvande er udgangspunktet for større økonomisk aktivitet i Arktis, og det åbner nye muligheder for det nordjyske erhvervsliv, mener den nordjyske erhvervsfremme-organisation Arctic Consensus.
”Nordjylland har jo været porten til det arktiske i 40 år, og vi synes, det er på tide, at den helt unikke kompetence, der rent faktisk er i landsdelen i forhold til Grønland og det arktiske i øvrigt, bliver bredere kendt og bliver brugt i nationale og internationale sammenhænge”, siger Thorkild M. R. Lauridsen, direktør i Arctic Consensus, som blandt andet holder en række møder under titlen North Denmark Arctic Dialogue.
Arktis betyder her især landene rundt om Nordpolen: Grønland, Island, Færøerne, Norge og Canada. De største interesseområder for nordjyske virksomheder er ifølge Thorkild Lauridsen udover fisk og råstoffer de nye sejlruter, som er blevet mulige på grund af den smeltende is.
I løbet af de næste 50 år vil det stadig kræve isforstærkede skibe at sejle i det arktiske område, og det giver nogle vækstmuligheder i forhold til produktion af isklasseskibe og uddannelse af søfolk til at sejle dem.
Den øgede trafik i det arktiske område bevirker også, at danske virksomheder har et stort potentiale inden for miljøsikkerhed.
De nordjyske spidskompetencer i forhold til Grønland giver sig også udslag i, at Aalborg Havn er hjemsted for al Grønlandstrafikken, idet det er herfra, at det grønlandske rederi Royal Arctic Line sejler til Grønland.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende