Nexø Havn vil have færgerute til Polen
Nexø Havn A/S arbejder på at få etableret en færgerute til Polen, men endnu er det ikke lykkedes at finde et rederi, der kan indsætte en bilfærge til eksempelvis den polske havneby Darlowo. Havnen er overbevist om, at der er et potentiale, for der kommer flere og flere polske turister til Bornholm.
”Vores vision er en bilfærge mellem Darlowo og Nexø, som også meget gerne skulle kunne tage gods, for eksempel fisk, som losses i Nexø – og som i dag sendes via Rønne. Det ville være en fordel at kunne sejle fisken direkte til Polen”, siger Carsten Andersen, direktør for Nexø Havn.
Der er flere havnebyer i Polen, som kunne komme på tale, men i Darlowo er der en ny færdigbygget færgeterminal. Nu mangler man bare et rederi.
For to år siden forsøgte rederiet Neko Seaways i Nexø at indsætte en bilfærge mellem Nexø og Kolobrzeg i Polen. Det lykkedes dog ikke.
Nexø Havn er ellers mest kendt som fiskerihavn og har i dag cirka 30 hjemmehørende fiskefartøjer. Det er dog for intet at regne i forhold til det antal, der tidligere var hjemmehørende i Nexø. Før i tiden var der således op mod 150 fiskefartøjer i Nexø.
Kilde: Bornholm.nu