Kolding afviser ikke et bud på Hapag-Lloyd
Chefen for Maersk Line Ejvind Kolding vil ikke udelukke, at Mærsk afgiver et bud på at købe det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, der er sat til salg af sin ejer transportkoncernen TUI. Det siger han til en tysk avis,
"Vi er generelt interesseret i opkøb og vil ikke udelukke nogen muligheder", siger han til den tyske avis Logistik Zeitung.
I avisen giver Ejvind Kolding også udtryk for skeptisk for, om Hapag-Lloyd vil blive handlet til en pris på op til 5 mia. euro.
"Vi vil overvåge udviklingen i Hapag-Llyod nøje. Jeg er dog ikke sikker på, at nogen er rede til at opfylde de høje prisforventninger, der er", siger han til avisen.
Til spørgsmålet om hvorvidt Maersk Line er køber, siger han:
"Vores fokus for øjeblikket er på optimering af organisationen, systemerne, processerne og forbedring af resultaterne".
Hapag Lloyds ejer er lige nu ved at lægge sidste hånd på et salgsprospekt for rederiet. Prospektet ventes udsendt i næste uge.
Hapag Lloyd er det fjerdestørste containerrederi i verden og har 8000 ansatte.
Kilde: euroinvestor.dk
