Ny Nordsøskat kan stoppe investeringer
DUC-konsortiet og Dong kan blive totalt dominerende i Nordsøen. Tyske Bayerngas vil stoppe investeringer for 2,4 milliarder kroner, hvis ikke den nye Nordsø skattelov ændres. Amerikanske Hess truer med, at skattereglerne kan betyde, at man dropper investeringer for to til tre milliarder.
”Bayerngas har med udgangspunkt i de oprindelige skattevilkår overvejelser om at investere yderligere 2,4 milliarder kroner i udbygningen af felterne Solsort, Ravn og Hibonite. Men får vi ikke en anden og mere fair overgangsordning fra de gamle til nye skatteregler, bliver der ikke kapital til at investere yderligere i Danmark”, siger direktør Arne Westeng fra Bayerngas Danmark.
Det tyske selskab har modsat DUC og Dong endnu ikke danske felter i produktion og kan derfor ikke udnytte overgangsordningen, hvor olieselskaberne i en periode frem til 2017 kan få et højere fradrag i en eksisterende olieproduktion, inden at de bliver underlagt nye langt lavere fradragsordninger.
Bayerngas har investeret store beløb i Hejre-feltet, der først kommer i produktion sidst i 2015 og i bedste fald når op i fuld produktion i slutningen af 2016. Et større fradrag skulle skabe grundlaget for at udvikle det mindre oliefelt Solsort, som så skulle gøre det muligt at få gang i de to nye
koncessioner Ravn og Hibonit.
Kilde: epn.dk
