ADP havde fremgang i 2012
Associated Danish Ports samlede omsætning i 2012 blev 103,4 millioner kroner en fremgang fra 101,4 milioner i 2011. Resultatet af den ordinære havnedrift blev 28,8 millioner mod 22,6 millioner i 2011. En bedre udnyttelse af materiel og mandskab nedbragte omkostningerne med 7 procent.
Godsomsætningen var 11,7 millioner tons og afspejler det forventede fald i udskibning af råolie fra Nordsøen, et fald på 1,1 million ton. Udmeldinger fra Dong om fremtidig investering for over 12 milliarder kroner i Hejrefeltet og yderligere 2 milliarder kroner ved olieterminalen i Fredericia samt DUCs investering i Nordsøen vil fremadrettet have en positiv effekt på råolieomsætningen i Fredericia.
Containervæksten de seneste 5 år er på 175 procent i Fredericia Havn og ligeledes gik RO/RO omsætningen frem i 2012.
På Nyborg Havn kom Andresen Towers, der i 2012 har skabt 140 fynske arbejdspladser, i gang med produktionen af innovative vindmølletårne med ugentlige udskibninger. Samarbejdet viser, at ADP lever op til målsætningen om at være vækstgenerator for erhvervslivet.
ADP foretog i 2012 investering på over 52 millioner kroner. Bl.a. blev en ny mobilkran til over 20 mio. kr. taget i brug. Kranen, der hovedsageligt skal anvendes til containerhåndtering, kan tilsluttes havnens 10 kV-elforsyning, og det betyder en årlig CO2 reduktion på over 20 procent og dermed en betydelig besparelse.
Udbytte til aktionærerne er også i år på 7.125 millioner kroner.
Kilde: ADP
