Efterforskningsleder politianmeldt
Den gruppe af private eksperter, der netop har offentliggjort en ny rapport om branden om bord på Scandinavian Star, politianmelder nu den norske politiadvokat, Nikolai Tjønnes, der i sin tid besluttede at indstille efterforskningen af sagen.
Politianmeldelsen kommer efter, at ekspertgruppen har fundet beviser for, at den person som norsk politi i sin tid udpegede som gerningsmand, den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, ikke kan have været gerningsmand.
Fire af de seks brande der opstod på færgen blev antændt efter at den danske chauffør var omkommet af røgforgiftning i sin kahyt.
I stedet peger ekspertgruppen på, at et eller flere besætningsmedlemmer kan have stået bag udåden, da flere af brandene opstod på dele af færgen, som kun besætningen havde adgang til.
Bl.a. var et olierør på tredje færgedæk løsnet og bøjet, så flere hundrede liter brændbar hydraulikolie strømmede ud over dækket og fik flammerne til at brede sig med eksplosionsagtig fart..
”I offentlige udredninger og andet materiale om branden står der, at dette var en ulykke. Men det, som var ulykken her, var efterforskningen. Hændelserne var planlagt,” siger brandtekniker Håkan Winterseth, der er med i ekspertgruppen.
Ekspertgruppen mener, at færgens reelle ejer, det amerikanske rederi Sea Escapes, kan have opfordret besætningen til at sætte ild til færgen, fordi den var forsikret for et større beløb end den reelle værdi.
Norsk politi vil nu tage et møde med ekspertgruppen for at vurdere, om der er basis for ny efterforskning af mordbranden, der med sine 159 ofre er den alvorligste i Nordeuropa efter 2. verdenskrig.
Færgens norske kaptajn Hugo Larsen, samt den danske reder Henrik Johansen og den danske rederidirektør Ole B. Hansen, blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed. De fik seks måneders hæfte.
Kilde: BT