Vestergaard Marine øgede omsætning
Omsætningen i nordjyske Vestergaard Marine voksede i 2012, men årsresultat viste dog et mindre fald på lidt over en million kroner. Det skyldes blandt andet et presset marked, investeringer i nye maskiner og nyt værksted i Sverige, og ledelsen udtrykker tilfredshed med årets resultat.
"Årets resultat og udviklingen i selskabet anses samlet som tilfredsstillende, og svarer til forventningen", står der i ledelsens årsberetning.
Vestergaard Marine, der laver vedligeholdelse og reparationer for marine- og offshore-branchen, øgede omsætningen med knap 20 millioner kroner til lidt over 174 millioner i 2012 mod omkring 154 millioner året før. Resultatet faldt ifølge regnskabet fra cirka otte millioner kroner i 2011 til knap syv millioner i 2012.
Vestergaard Marine blev i december kåret som Nordjyllands mest innovative virksomhed. I løbet af 2011 og 2012 har selskabet arbejdet på etablering af et datterselskab i Brasilien, der vil give adgang til et væsentligt marked. Selskabet ser også gode muligheder for vækst i Sverige.
Kilde: Vestergaard Marine Service
