Norsk værft får ordre på luksusfartøj
Kleven Maritime har sikret sig en ordre fra en foreløbig hemmelig køber af et luksuriøst 'ekspeditions support fartøj’. Den norske skibsbygger skal konstruere et skib designet af Marin Teknikk.Fartøjet bliver udstyret med en swimmingpool, helikopterlandingsplads og helikopter hangar.
"For et år siden blev Marin Teknikk kontaktet af rederen, der bad dem om at designe et såkaldt expeditions supply fartøj. Det har været spændende at kunne udnytte vore medarbejderes knowhow til at udvikle et luksusskib af denne type, som bliver bygget til en noget anden brug end de offshore-skibe vi normalt arbejder med på daglig basis", siger Svein Rune Gjerde, administrerende direktør for Marin Teknikk.
Værftet oplyser intet om prisen eller, hvem køberen af det 107 meter lange skib er. Skibet får plads til 60 overnattende personer.
"Rederne har valgt os, fordi de ønskede norsk design og at fartøjet skulle konstrueres på norske værfter, på grund af kvalitetsstandarder, leveringstider og pris", siger Stale Rasmussen, administrerende direktør for Kleven Verft.
Kleven Verft vil overdrage skibet til ejeren i december 2014.
Kilde: TradeWinds
