Bropåsejling isolerer øboere
En australsk kabellægningspram ramte en del af den berømte indonesiske Barelang Bro i Batam, Riau Islands, klokken 03.30 onsdag. Broen tog så meget skade, at beboerne på øerne Galang Baru og Abang er blevet isoleret fra hovedøen Batam.
Kollisionen ødelagde den ene side af den dobbeltsporede bro, der forbinder Galang Baru Øerne med Galang Øen. Det har tvunget de lokale myndigheder til at lukke begge sider af broen. En politikæde er blevet etableret for at forhindre lokale beboere i at forsøge at krydse broen.
Ulykken har skabt stor vrede blandt de lokale beboere, fordi lukningen af broen, har isoleret beboerne på Galang Baru og Abang øerne, som ligger i den sydvestlige del af Galang Baru øhavet. Der er henholdsvis 600 og 461 husstande på de to øer.
"Broen er helt afgørende for at Abang beboerne kan komme til at sælge deres fangster, og sende deres børn i skole på en anden ø”, siger overhovedet for Abang Ø distriktet Nazaruddin.
Skibet, APC Aussie 1, blev angiveligt revet løs af kraftig strøm og ramte en del af Barelang Broen, der er kendt som Raja Kecik Broen eller Bro VI. Broen er én af seks broer, der forbinder en lang række af mindre indonesiske øer.
Fartøjet har været oplagt i Galang farvandet det sidste års tid. Skibet er sat til salg. Den australske ambassade kan ikke umiddelbart oplyse, hvem der er skibets ejer. Skibet har senest været brugt som supply fartøj ved off-shore olie-og gas platforme, hvor det har tjent som beboelse for arbejdere og fungeret som
helikopterlandingsplads.
Kilde: The Jakarta Post
