Offshorepark åbner på Skagen Havn
En gruppe norske og danske virksomheder er gået i gang med at etablere ’Skagen Offshorepark’ i den nu nedlagte Vestas fabrik i Skagen. Bygningerne på Buttervej har stået tomme i over et år. Fem virksomheder er allerede parat til at rykke ind.
”Det overordnede mål er at samle leverandører til det kæmpe norske offshore-marked. Vores plan er at udvikle ejendommen i forhold til det marked”, siger nordmanden Einar Rune Vinningland, talsmand for gruppen bag Skagen Offshorepark.
Einar Rune Vinningland mener, der er store muligheder for at bygge bro mellem offshore-sektoren i det vestlige Norge og de maritime virksomheder i Nordjylland.
”Nordjylland har alt det, som nordmændene allerede efterspørger og får endnu mere brug for. God arbejdskultur og god beliggenhed til offshore-markedet. Desuden er Aalborg Universitet en særdeles kompetent og afgørende samarbejdspartner”, siger Einar Rune Vinningland.
Kilde: DR/P4/Nordjylland
