Planer om flydende olielager ved Fyn
Et stort olieselskab har planer om at placere et flydende olielager ud for Fyns Hoved. Transportministeriet er i gang med at behandle ansøgningen, men planen støder på hård modstand fra flere sider.
”Der sejler rigtig mange skibe i det område og risikoen for kollision er i vores øjne for stor. Men det er ikke os, der skal lave en risikovurdering”, siger Michael Skov, kontorchef i Søfartsstyrelsen, til Fyens Stiftstidende.
Ifølge avisen er der tale om et skib med plads til 150.000 kubikmeter olie. Placeringen af et skib med så stor kapacitet tæt på kysten, bekymrer også marinebiolog, Erik Kristensen, Syddansk Universitet.
”Min bekymring er groft sagt, at en fuld russer sejler ind i sådan et lager, så hundredetusinde ton olie flyder ud, ovenpå vandet. Olien rammer kysten få minutter efter et hul, hvilket betyder, at den ikke når at blive nedbrudt eller fordampe”, siger Erik Kristensen til avisen.
Transportministeriet bekræfter overfor Fyens Stiftstidende, at man har modtaget ansøgningen fra et dansk shippingfirma på vegne af et multinationalt olieselskab, og at man er i gang med sagsbehandlingen. Men herudover har man ingen kommentarer til sagen.
Kilde: Fyens Stiftstidende
