DONG nedtur over hele linjen
DONG Energy kom ud af 1. kvartal med et resultat efter skat på 2,3 milliarder kroner, mod 1,5 milliarder kroner i samme kvartal sidste år. To af milliarderne er dog en ekstraordinær indtægt, der stammer fra salg af aktiviteter.
”Det er et fornuftigt kvartalsregnskab på trods af en mild vinter med faldende indtjening på el- og gasforretningen samt engangsudgifter til reparation af Siri-platformen. Det ændrer ikke ved vores forventning til 2012, og vi fastholder også vores ambitiøse mål om at fordoble EBITDA i 2015 i forhold til 2009", siger konstitueret adm. direktør Carsten Krogsgaard Thomsen.
Overskud på driften (EBITDA) udgjorde 3,6 milliarder kroner i 1. kvartal, mod 4,8 milliarder kroner i 1. kvartal 2011. Faldet skyldtes primært lavere indtjening fra gasaktiviteterne, lavere produktion og lavere spreads på kraftværkerne samt højere omkostninger til reparation af Siri-platformen. Der var derimod en højere indtjening fra vindaktiviteterne
Resultat efter skat blev 2,3 milliarder kroner., hvilket var 0,8 milliarder kroner højere end sidste år. I periodens resultat indgik avance ved salg af virksomheder på 2 milliarder kroner efter skat, primært vedrørende Oil Terminals.
Nettoinvesteringer udgjorde 2,4 milliarder kroner i 1. kvartal, mod 3,3 milliarder kroner i samme periode året før. Bruttoinvesteringer udgjorde 5,1 milliarder kroner og vedrørte primært udbygning af vindaktiviteter samt gas- og oliefelter, mens frasalg primært vedrørte Oil Terminals.
EBITDA for hele 2012 forventes at være på niveau med 2011. EBITDA for 2013 forventes at ligge væsentligt over 2012 som følge af idriftsættelse af nye aktiver samt helårseffekt fra nye aktiver sat i drift i 2012. Dette er i overensstemmelse med udmeldingen i årsrapporten for 2011.
Som følge af øget usikkerhed omkring tidspunkt for gennemførelse af forudsatte frasalg, ændres forventningerne til nettoinvesteringer fra omkring 40 milliarder keoner for perioden 2011-2013 til omkring 45 milliarder kroner.
Kilde: DONG Energy
