Costa indgår forlig med passagerer
Det italienske krydstogtrederi Costa Cruises, der ejer krydstogtsskibet Costa Concordia - der kæntrede og sank ved den italienske klippeø Giglio den 13. januar - har indgået forlig med 235 af de franske passagerer, der befandt sig om bord på det kæntrede krydstogtskib.
Forliget indebærer, at Costa Cruises udbetaler en erstatning på 9.000 euro - svarende til 67.500 kroner - til hver af de 235 passagerer. Forliget udelukket ikke, at passagererne efterfølgende kan anlægge en ny erstatningssag mod rederiet for at få yderligere erstatning.
Langt de fleste passagerer har allerede afskrevet sig muligheden for at rejse yderligere erstatningskrav mod Costa Cruises. Det skete, da de kort efter katastrofen accepterede en endelig erstatning på hver 11.000 euro.
Det italienske rederi står dog fortsat overfor massive erstatningskrav fra en række passagerer, der har anlagt erstatningssager mod rederiet ved amerikanske domstole. Dertil kommer erstatningen til de 32 mennesker der formodes at have mistet livet ved katastrofen.
Der er indtil nu fundet 30 omkomne, mens to fortsat savnes.
Kilde: edmontonjournal.com
