Flere skibe sænker farten trods piratfare
I et forsøg på at reducere omkostningerne, vælger stadig flere rederier at ignorere rådet om at sætte farten op, når deres skibe sejler gennem pirattruet farvand. I stedet satser rederierne på at kunne afværge piratangreb via indsættelse af bevæbnede vagter.
”Rederierne er på udkig efter alt der kan reducere deres omkostninger”, siger Ron Widdows, chief executive i Rickmers Holding, til Financial Times.
Widdows advarer om, at det med sikkerhed vil føre til flere skudepisoder mellem pirater og bevæbnede vagter, hvis skibene vælger at sænke farten for at spare brændstof.
Han siger til avisen, at hans rederi af flere sikkerhedsfirmaer er blevet opfordret til at sætte farten ned, og i stedet sikre skibene via bevæbnede vagter. Men Rickmers har valgt ikke at følge opfordringen, og bibeholder høj fart gennem piratfarvand.
Pirater har aldrig været i stand til at borde et skib, der sejler 18 knob eller mere. Derfor har de fleste containerskibe og andre hurtigere fartøjer indtil nu valgt at sejle igennem piratfarvand med en fart på 24 knob eller mere..
Med de høje brændstofpriser er der store besparelser at hente for rederierne ved at nedsætte farten. Ifølge Financial Times kan et skib spare op til 50.000 dollar ved at sænke farten gennem højrisikofarvandet ud for Østafrika, hvilket mere end dækker udgiften til de bevæbnede vagter.
Kilde: Financial Times
