Absalon løslader 12 formodede pirater
Det danske krigsskib Absalon har løsladt 12 formodede somaliske pirater, efter at det ikke er lykkedes at finde et land i regionen der er parat til at retsforfølge dem. De 12 mænd blev torsdag aften sat i land på den somaliske kyst.
”Torsdag fandt de danske myndigheder ud af, at det ikke længere var muligt at få de formodede pirater retsforfulgt i de lande der har været i spil i regionen, og så sætter vi dem selvfølgelig i land”, siger presseofficer i Søværnets Operative Kommando, orlogskaptajn Kenneth Nielsen, til maritimedanmark.dk.
De 12 formodede pirater stammer fra en gruppe på 16 pirater der blev taget til fange den 11. april, hvor danske specialstyrker bordede et piratmoderskib. Under aktionen befriede de danske soldater 12 personer der blev holdt som gidsler om bord på piratskibet. De befriede gidsler - 9 pakistanske og 3 iranske sømænd - udgjorde skibets oprindelige besætning.
Efterfølgende er det lykkedes Danmark at overtale Seychellerne til at tage imod og retsforfølge fire af de 16 formodede pirater. De fire udleverede pirater mistænkes for at tilhøre den hårde kerne, som deltog i den oprindelige kapring af piratmoderskibet
Så sent som onsdag var såvel udenrigsministeren, forsvarsministeren som ministeren for udviklingsbistand kaldt i samråd i Folketinget med udgangspunkt i, at kun 41 af de 286 pirater, der er blevet taget til fange af den danske flåde siden 2008, er blevet udleveret til retsforfølgelse.
Efter ilandsætningen af de 12 formodede pirater er Absalon nu på vej tilbage til Danmark.
”Absalon har allerede sat kurs mod Danmark, og vi regner med at have skibet hjemme igen omkring den 20. maj. Inden da skifter vi dog besætningen ud. Det vil formentlig ske på Kreta omkring den 12. maj”, siger orlogskaptajn Kenneth Nielsen til maritimedanmark.dk.
Kilde: SOK
