Cobham overtager Thrane & Thrane
Alt tyder nu på, at det vil lykkes den britiske elektronikgigant Cobham at overtager Thrane & Thrane. Det sker efter at selskabets storaktionær Lars Thrane har indvilget i at sælge sin ejerandel på 22,7 procent til Cobham, efter at briterne har forhøjet deres tilbud marginalt.
Cobham har nu indgået en aftale med bestyrelsen i Thrane & Thrane om vilkårene for et revideret købstilbud. Det sker efter, at Cobham har forhøjet det tilbud om opkøb af Thrane & Thranes aktier, som briterne afgav den 10. april, med yderligere 15 kroner, så tilbuddet nu lyder på 435 kroner pr. aktie.
Det reviderede købstilbud svarer til en forhøjelse på 2,6 procent g værdiansætter hele Thrane & Thrane til 2,6 milliarder kroner.
Lars Thrane har samtidig afgivet bindende tilsagn om at sælge sin aktiepost på 22,7 procent af aktierne i Thrane & Thrane til Cobham. Med dette tilsagn i hånden, og med tilsagn fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer om at sælge yderligere 0,3 procent af aktiekapitalen til briterne, råder Cobham nu over 47,4 procent af aktierne i Thrane & Thrane.
“Vi er meget tilfredse med, at vi ved at forhøje vores købstilbud, så der tages højde for udbyttet for det netop afsluttede regnskabsår, er nået til enighed med bestyrelsen i Thrane & Thrane. Med bestyrelsens anbefaling kan vi hurtigt og sikkert integrere Thrane & Thrane i Cobham-koncernen”, siger John Devaney, Cobhams arbejdende bestyrelsesformand i Cobham.
Kilde: Cobham
