Niels Winther udbygger global ro/ro
Den danske ro/ro specialist Niels Winther Shipping udbygger nu sin position som udbyder af ro/ro transporter. Firmaet har sikret sig agenturet for den hollandske linjeoperatør NMT Shipping, som er blandt verdens førende transportører af ro/ro gods.
”Aftalen med NMT giver os et vigtigt ekstra ben at stå på og muligheden for at servicere nye og eksisterende kunder endnu bedre. Vi er nu i stand til at servicere vores ro/ro kunder til og fra stort set alle destinationer i verden og ikke bare til og fra Danmark”, siger Carsten Rasmussen, Sales Manager hos Niels Winther Shipping i Aarhus.
Med udgangspunkt i kontoret i Aarhus kommer Niels Winther Shipping til at fungere som både operationel og kommerciel agent for NMT Shipping.
Aftalen med NMT Shipping trådte i kraft 2. april i år, og allerede i løbet af den første måned har Niels Winther Shipping sikret flere store transportopgaver med det nye agentur.
”Vores kunder har taget rigtigt godt imod vores nye agentur, bl.a. fordi det giver os en endnu bedre mulighed for at tilbyde en dedikeret og specialiseret service på ro/ro-området”, siger Carsten Rasmussen.
NMT tilbyder transport af bl.a. biler, entreprenørmaskiner, mobilkraner og andet projektgods til og fra destinationer over hele verden. I Danmark kan Niels Winther Shipping tilbyde afskibninger med NMT fra Esbjerg, men kan derudover håndtere transporter med NMT til og fra alle øvrige destinationer indenfor deres rutenet.
Kilde: Niels Winther Shipping
