Maersk Drilling indgår stor norsk kontrakt
Maersk Drilling har indgået en aftale med Centriga Energi om, at Maersk Giant fra fjerde kvartal 2013 og 170-210 dage frem skal gennemføre to til tre boringer i den norske del af Nordsøen. Ordren har en værdi på mindst 60 millioner dollar.
”Med mere end 20 års erfaring i Norge, som har nogle af de skrappeste krav til sikkerhed og miljømæssige hensyn, er Maersk Drilling godt positioneret til at møde den stigende efterspørgsel fra vores kunder”, siger Martin Fruergaard, Chief Commercial Officer, Maersk Drilling.
Fruergaard forventer, at væksten på det norske marked fortsætter, og Maersk Drilling vil derfor fortsætte sine investeringer i nyt materiel, for at kunne imødekomme efterspørgslen i markedet.
Kilde: Maersk Drilling
