Danmark i centrum fra start på APM 2012
Danmark bliver nævnt som en naturlig aktør i Singapores aviser i disse dage, hvor det maritime Singapore fejre sig selv med deres største internationale marinemesse Asia Pacific Maritime / APM 2012 i denne uge.
Op til messen som åbnede onsdag, har aviserne fokuseret på den grønne del af skibsbygningsbranchen. Ligeledes blev der i åbningstalerne henvist til samarbejdet med Danish Marine Group og danske virksomheders som en naturlig dialog-partner indenfor branchen, når der tales energieffektivitet og grønne løsninger.
Både i aviser og åbningstaler huskes ’Green Ship of the Future’ konferencen på APM 2010 messen som en begivenhed, der satte gang i den grønne debat i det maritime Singapore.
Der følges op med en Grøn skibsbygning konference i morgen med åbning af den danske ambassadør Ole Lisborg og indlæg fra Maersk Line Asia Pacifics Sustainability Manager Justin Gadbois.
Det er kun anden gang Danmark deltager med en fællesstand på APM messen i Singapore.
De danske rederier og globale leverandører til industrien har længe haft deres gang eller kontor i Singapore og forstået, at Asien er mere end Kina indenfor det maritime. Måske bliver skibene bygget i Kina og Sydkorea, men der træffes beslutninger i Singapore, som kan have indflydelse på de nybygningsprojekter.
Men det er ikke kun de asiatiske skibsværfter der diskuteres og handles med i Singapore. Også den norske og brasilianske offshore industri er naturligt forbundne med det maritime Singapore.
Over kaffekopperne og visitkortene på den danske fællesstand høres tal som 80 procent, når der tales om Singapores andel i offshore industrien, og Sydkoreas indtræden i kampen om større andele af netop det marked er en del af den relevante diskussion.
For de folk, der kender til Singapore bliver der slået på tromme for vigtigheden af tilstedeværelse i Singapore i sin vækststrategi.
Flere af de udstillende virksomheder på den danske fællesstand deltager som led i deres ny-etablering i Singapore. Iver C. Weilbach & Co. A/S og Marstal Navigationsskole er to eksempler på danske virksomheder, som netop er startet op i Singapore.
16 danske virksomheder og maritime aktører deltager på APM 2012 som udstillere og nogle som samarbejdspartnere i den grønne konference i morgen torsdag. Den danske delegation består af:
Alfa Laval Aalborg, C.C.Jensen, Danish Maritime Magazine, Den-Jet Nordic, Desmi, Ellehammer, GreenSteam, Grundfos, Hoyer Motors, Iver C. Weilbach & Co, Johnson Controls Denmark, Marstal Navigationsskole, Pres-Vac Engineering, Seasolutions, State of Green og Zonith.
Kilde: Danish Marine Group
