DFDS: Franske ansatte kan give problemer
DFDS topchef Niels Smedegaard vil ikke afvise, at rederiet kan få problemer med de franske medarbejdere, som rederiet har overtaget fra det nu lukkede Sea France, på den nye Calais-Dover forbindelse.
”Vi kan ikke afvise muligheden for, at vi vil løbe ind i problemer med medarbejderne, men vi har en konstruktiv dialog med det nationale CFDT og de andre fagforeninger. Vi har afholdt fem møder med dem, hvor vi har diskuteret, hvad vi kan, under hvilke vilkår, vi arbejder, og hvordan vi gør tingene. Vi har egentlig fået skabt en fælles forståelse, så vi er ret sikre på, at vi kan få dette her til at fungere”, siger Niels Smedegaard til Shippingwatch.
De franske fagforeninger kæmpede sidste år hårdt imod, at DFDS skulle overtage Sea France sammen med sin franske partner LD Lines. DFDS valgte efterfølgende at trække sig som mulig køber med henvisning til, at de franske fagforeningers holdning til DFDS udgjorde et stort problem.
Kilde: Shippingwatch
