Lovløse vagtselskaber i kamp mod pirater
Det seneste år er antallet af bevæbnede vagter om bord på civile skibe steget eksplosivt. Det har tiltrukket ukyndige vagter, de såkaldte cowboyvagter, der ser en mulighed for at tjene hurtige penge. Den uvikling advarer en dansk ekspert nu om
Arkivbillede.
”Hvis ikke der kommer styr på det her, kan vi risikere at få en wild west-justits ude på det åbne hav, og det er måske det, vi kan se begyndelsen på”, siger Birgit Feldtmann fra Syddansk Universitet, som forsker i pirateri og retshåndhævelse til søs til Politiken, med henvisning til drabet på de to indiske fiskere.
Edith Tolke er direktør i et agentur i Port Said ved Suezkanalen i Egypten, som servicerer rederier og vagtselskaber, der skal igennem Adenbugten. Ifølge hende findes der omkring 200 vagtselskaber af mere eller mindre lødig karakter, som tilbyder beskyttelse.
”Jeg arbejder med 38 selskaber, som jeg kan stole på. Mange af de andre vagtselskaber har en yderst begrænset forståelse for, hvad det er for et arbejde, de udfører”, siger Edith Tolke til Politiken.
Tolke anslår, at 70 procent af skibene, som går sydpå gennem Suezkanalen, køber bevæbnede vagter om bord. Hun nævner selskaber fra USA, Grækenland, Singapore, New Zealand, Panama og Tyskland, som hun ikke vil samarbejde med.
Kilde: Politiken
