Torm har ikke opnået aftale med bankerne
Torm fik i 2011 et underskud før skat på 453 millioner dollar, hvilket er langt større end ventet af analytikerne. Underskuddet svarer til godt 2,5 milliarder kroner. Rederiet har fortsat ikke opnået en aftale med sine banker.
”Torm står i en meget vanskelig situation ved offentliggørelsen af årsrapporten for 2011, idet fragtraterne for produkttankskibe på tredje år er kraftigt påvirket af den svækkede globale økonomi og overkapaciteten af tonnag", siger formanden for bestyrelsen, N.E. Nielsen.
"Torm arbejder derfor på en langsigtet, samlet finansieringsløsning, som vil gøre det muligt for Selskabet at navigere sikkert igennem den globale krise og genoprette lønsomhed. Dette er muligt, hvis en række forudsætninger bliver opfyldt. Vi håber, at TORM og virksomhedens vigtigste interessenter snart finder en afklaring. Som følge af situationen har vi fremhævet usikkerheden i vores ledelsespåtegning”, siger N.E. Nielsen.
Som følge af usikkerheden omkring den fortsatte drift har den uafhængige revisor afgivet en revisionspåtegning uden konklusion.
Torm har inden for kort tid behov for at finde en samlet langsigtet finansiel løsning for at sikre Selskabets drift og likviditet i hele 2012 givet det nuværende niveau for fragtrater samt det faktum, at gælden umiddelbart kan forfalde. Ledelsespåtegningen på regnskabet reflekterer således usikkerheden vedrørende gennemførelsen af en frivillig langsigtet finansiel løsning.
Egenkapitalen udgjorde ultimo december 2011 USD 644 mio. (DKK 3.703 mio.) Selskabets finansielle covenant, der kræver en solvensgrad på mere end 25, er dermed misligholdt pr. 31. december 2011. Selskabets prioritets- og bankgæld er således reklassificeret til kortfristede gældsforpligtelser.
Torm har foretaget en nedskrivning på USD 200 mio., som vedrører værdien af tankskibsflåden (USD 187 mio.) og ejerandelen i FR8 (USD 13 mio.). Baseret på mæglervurderinger havde Torms flåde inklusive ordrebogen en samlet markedsværdi på 1.797 mio. pr. 31. december 2011. Det er USD 612 mio. lavere end den nedskrevne regnskabsmæssige værdi.
Selskabets resultat for 2011 er negativt påvirket af et nettotab på USD 53 mio. fra salg af skibe. Beløbet er sammensat af et tab på USD 12 mio. fra salget af seks produkttankskibe og annulleringen af en nybygningsordre på et produkttankskib i 2011 samt et tab på USD 41 mio. fra salget af nybygningskontrakter på to tørlastskibe.
• Selskabet har i 2011 realiseret et resultat før skat på USD -451 mio. Resultatet er utilfredsstillende og påvirket af nedskrivninger på USD 200 mio. og et nettotab fra skibssalg på USD 53 mio.
• I hele 2011 var Tankdivisionens indtjening negativt påvirket af lave fragtrater. Det globale produkttankmarket var mærket af den fortsatte tilgang af ny tonnage i 2011. Væksten i efterspørgslen var påvirket af global økonomisk usikkerhed, som smittede af på forbruget, en generel mangel på arbitragemuligheder samt begivenhederne i bl.a. Japan og de arabiske lande.
• Tørlastfragtraterne var under pres, og volatiliteten fortsatte igennem hele 2011 som følge af sæsonudsving samt den negative effekt af jordskælvet i Japan og oversvømmelser i Australien. Dertil kom, at nettotilvæksten i den globale tørlastflåde nåede hidtil usete højder i 2011, hvilket opvejede efterspørgselsvæksten.
• Torm arbejder fortsat på en omfattende og langsigtet, finansiel løsning. Et hovedelement er en ændret og forlænget afdragsprofil på hele Selskabets skibsfinansiering på USD 1.872 mio.
• Pr. 31. december 2011 udgjorde Selskabets likvide beholdninger USD 86 mio, og der var uudnyttede kreditfaciliteter på USD 53 mio.
• Pr. 31. december 2011 udgjorde de resterende betalinger vedrørende ordrebogen USD 82 mio.
• Pr. 31. december 2011 var 14% af de samlede indtjeningsdage i Tankdivisionen for 2012 dækket til USD/dag 15.002 og 87% af de samlede indtjeningsdage i Tørlastdivisionen til USD/dag 13.906.
• Resultatet for 2012 er forbundet med væsentlig usikkerhed på grund af Torms situation og de ændringer af Selskabets forretningsmodel, dette eventuelt kan medføre. Derfor har Torm besluttet ikke at offentliggøre sine forventninger til 2012, før en langsigtet samlet finansieringsløsning er på plads.
• Bestyrelsen forslår, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2011.
Kilde: Torm
