Nye haller til Siemens på Grenaa havn
Tirsdag var der rejsegilde på to nye haller. på henholdsvis 1.000 og 2.000 kvadratmeter, på Grenaas Nordhavn. Siemens Wind Power har lejet haller af Grenå Havn på en to-årig kontrakt.
Nøjagtig fire år efter, at Folketinget i 2008 vedtog, at Danmarks største havmøllepark skulle bygges ved Anholt, står 130.000 kvadratmeter havneareal med to store haller nu klar til at være montage- og udskibningsplads for de 111 vindmøller, som Siemens Wind Power skal levere til havmølleparken.
”Vi får rigtig gode arbejdsforhold. Den 1.000 kvadratmeter store isolerede hal er ganske enkelt optimal i forhold til vores mandskab og til at udføre for- montage af elektroniske enheder”, sagde Niels Thomsen, Commercial Project Manager for Siemens Wind Power.
Han regner med, at den første udskibning af mølleelementer finder sted omkring 1. september i år, og allerede i maj vil de første mølledele ankomme til de nye haller.
Grenaa Havns administrerende direktør, Henning Laursen, tilkendegav stor tilfredshed med aftalen med Siemens Wind Power.
”Når begge parter er glade for en aftale, så er det tegn på, at det er en god aftale. De kommende to år lejer Siemens Wind Power arealet og hallerne, og bagefter har vi to attraktive haller til leje - og de må rigtig gerne på det tidspunkt igen blive lejet ud til vindmøller”, sagde Henning Laursen.
Kilde: Grenå Havn
