Danica White reder slipper for straffesag
Søfartsstyrelsens jurister har besluttet, at Opklaringsenhedens rapport om de forhold der førte til kapringen af Danica White, ikke giver grundlag for at overgive sagen til politiet med henblik på en straffesag. Dermed er sagen juridisk set afsluttet.
Sagen om kapringen af det danske fragtskib Danica White sidste år, hvor fem danske søfolk var gidsler i 83 dage, får ikke noget strafferetsligt efterspil.
Søfartsstyrelsens jurister har gransket rapporten om de forhold der førte til kapringen, og finder herudfra ikke anledning til at overgive sagen til politiet med henblik på en straffesag. Det oplyser vicedirektør i Søfartsstyrelsen Birgit Sølling-Olsen ifølge nordjyske.dk til Ritzau.
Dermed slipper både kaptajn og rederi for straffesager. Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed konkluderede i november sidste år, at selv om kaptajnen vidste, at skibet befandt sig i piratfyldt farvand, var vagtberedskabet ikke i orden. Somaliske pirater havde uhindret adgang til at få kontrol med skibet, da de kaprede det i Det Indiske Ocean.
Tilbage står nu en række erstatningssager anlagt af besætningsmedlemmerne.
Kilde: nordjyske.dk