Dansk Wilton redder sig gennem bølgerne
Trods finanskrise og vanskelige markedsvilkår lykkedes det tæppefabrikken Dansk Wilton i Herning, der bl.a. fremstiler tæpper til krydstogtskibe, at komme ud af 2011 med et overskud før på 5,1 millioner kroner.
”Set i lyset af de store råvareprisstigninger og den økonomiske turbulens på vores hovedmarkeder i Europa og USA, anser vi årets resultat for tilfredsstillende”, siger adm. direktør Søren Sonne.
Afmatningen på hovedmarkederne betyder, at konkurrencen aldrig har været hårdere, end den er nu, fordi mange internationale konkurrenter vælger at fokusere på stor volumen og lave priser.
”Vi har valgt en anden strategi, hvor vi som high-end nichespecialist sikrer vores konkurrenceevne ved konstant at skabe værdi for vores kunder. Det gør vi gennem fokus på høj kvalitet, kreativitet og fleksibilitet. Vores styrke er, at vi holder fast i det, vi står for, samtidig med at vi hele tiden bevæger os, så vi til stadighed er innovative og effektive i en global verden”, siger Sonne.
i løbet af 2011 har Wilton leveret tæpper til nogle af verdens mest luksuriøse krydstogtskibe fra de amerikanske rederier Seabourn og Oceania Cruises.
Om forventningerne til 2012 siger Søren Sonne, at de aktuelle markedsvilkår og fortsat meget høje råvarepriser betyder, at kontraktmarkedet for tæpper er under konstant udvikling og ikke mindst pres.
”Derfor er det meget svært at forudsige udviklingen. Vi forventer dog, at 2012 ender med et fortsat positivt resultat før skat, men foran os ligger der masser af udfordringer og hårdt arbejde”.
Tæppefabrikken Dansk Wilton blev etableret af Johannes Jensen for snart 60 år siden og er fortsat i familiens ejerskab. Virksomheden beskæftiger et halvt hundrede medarbejdere i Herning.
Kilde: Wilton
