APM Terminals overskud 3,5 mia. kr.
APM Terminals fik i 2011 et overskud på 3,5 milliarder kroner mod et overskud på 4,2 milliarder kroner i 2010. Resultatet eksklusive salgsavancer og nedskrivninger var 24% højere end i 2010.
Antallet af håndterede containere steg med 8% på sammenlignelig basis, og ROIC var 13,1% (16,0%).
Det høje investeringsniveau fra foregående år fortsatte, og i løbet af 2011 sikrede APM Terminals yderligere nye investerings- og udviklingsprojekter, primært i vækstmarkeder.
Antallet af containere, som APM Terminals har håndteret (antal kranløft justeret for APM Terminals’ ejerandel), steg 7% i forhold til 2010 og 8% på sammenligneligt grundlag.
Med en vækst i 4. kvartal på 8% på sammenligneligt grundlag fortsatte APM Terminals’ mængder med at vokse over markedet.
I løbet af året blev aktiviteterne i containerterminalerne i Nordafrika og Mellemøsten negativt påvirket af politisk uro som følge af Det Arabiske Forår, hvilket resulterede i forringet serviceniveau til kunder og lavere containermængde primært i 1. kvartal.
APM Terminals har gennemført driftsmæssige genopretningsplaner i tæt samarbejde med kunder, hvilket resulterede i at driften for flertallet af de berørte terminaler blev normaliseret mod slutningen af året. Mængderne var i andet halvår positivt påvirket af de nyligt tilførte terminaler i Poti og Callao samt af stærk vækst i mængder fra terminaler langs Asien–Europa ruterne understøttet af øget markedsandel for Maersk Line.
APM Terminals har fortsat diversificeringen af sin kundeportefølje og mængderne fra andre kunder end Maersk Liner Business steg med 11% til en andel på 46% af den samlede mængde.
Resultatet eksklusive salgsgevinster og nedskrivninger var 24% højere end i 2010. Forbedring i marginer og konkurrencedygtighed skyldtes i overvejende grad en konsekvent implementering af forbedrede driftsmetoder og samarbejde samt partnerskab med kunder. Porteføljeoptimering har ligeledes bidraget positivt.
De indenlandske aktiviteter, der blev integreret i 2010, har gennemgået en vellykket omlægning og økonomisk genopretningsproces. Indlandsaktiviteterne bidrog positivt til forbedring af det økonomiske resultat i 2011.
APM Terminals følger aktivt en investeringsstrategi med fokus på vækstmarkeder. 36 ud af i alt 55 containerterminaler er placeret i disse markeder, som bidrager med 76% af EBITDA.
I løbet af 2011 sikrede APM Terminals en række nye investeringer og udviklingsmuligheder i vækstmarkeder.
APM Terminals overtog aktiviteter i havnen i Callao i Peru, købte en kontrollerende andel i havnen i Poti ved Sortehavet i Georgien, indgik en koncessions-aftale om opførelse og drift af den nye Moin container-terminal på den caribiske kyst i Costa Rica og vandt koncessionen til opførelse og drift af en ny containerterminal i havnen i Lazaro Cardenas i Mexico.
APM Terminals vandt desuden koncessionen til drift af Skandia Container Terminal i Göteborg i Sverige med overtagelse af driften i januar 2012.
APM Terminals vil fortsat investere strategisk for at kunne håndtere den voksende containermængde og for at imødekomme tendensen hos containerrederier til at benytte større skibe med deraf følgende forøgede krav til havnenes specifikationer og drift.
LTIF var 3,46 pr. mio. arbejdstimer for 2011 (4,36 pr. mio. arbejdstimer). For at opnå en markant forbedring vil APM Terminals i 2012 have et særligt fokus på at eliminere alvorlige uheld og udvikle sikkerhedskulturen og de sikkerhedssystemer, der anvendes i den komplekse drift af containerterminaler og indenlandske aktiviteter.
APM Terminals forventer i 2012 et resultat over 2011 samt højere vækst end markedet understøttet af mængder fra nye terminaler
Kilde: A.P. Møller - Mærsk
