Maersk Line vinder markedsandele
På blot et år er det lykkedes Maersk Line at øge sin markedsandel fra 14,5 procent til nu 16,1 procent. Det viser en ny opgørelse fra analysehuset Alphaliner. Men de vundne markedsandele har kostet dyrt på rederiets bindlinje.
"Mærsk har taget store markedsandele bl.a. på ruterne mellem Asien og Europa. Men det koster, og Mærsk ser ud til at tabe mange penge med de nuværende rater, så derfor vil Maersk Line også komme ud af 2012 med et underskud. Men Mærsk ser det som en investering", siger shipping-analytiker Dan Togo fra Handelsbanken til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Alene i 3. kvartal af 2011 tabte Maersk Line 1,9 mia. kr., og markedet frygter, at tabet i de sidste tre måneder af 2011 meget vel kan blive i samme størrelsesorden.
”Mærsk har været en af de helt store drivere i den hidsige priskrig, der er på containermarkedet netop nu. Dermed har man også opbygget sin position og erobret markedsandele, hvilket bl.a. sker, fordi selskabet om et år får en masse nye kæmpeskibe, som man er nødt til at kunne fylde”, siger Lars Jensen, partner og direktør i analysefirmaet SeaIntel.
Kilde: Morgenavisen Jyllands.Posten